Westerns er som udgangspunkt en fællesbetegnelse for genfortællinger,
der er relateret til et specifikt geografisk område og en specifik tidsperiode
i amerikansk historie og kommer til udtryk gennem forskellige kunstarter som
eksempelvis film, TV, radio, litteratur, billedkunst med flere. For film, som
for alle andre kunstarter gælder, at de alle er subjektive og ofte
manipulerende i deres udtryk og fortælling, hvilket i sig selv er spændende og
tiltrækkende – når man er bevidst om det.
Det Amerikanske Filminstitut (AFI) definerer westerns som fortællinger
- hvor handlingen foregår i det nuværende vestlige USA, og hvor ånden, kampen
og rejsen til den nye grænse (The New Frontier) danner de primære rammer i
fortællingen. Udtrykket western, der anvendes til at beskrive denne specifikke
fortællende filmgenre, er sandsynligvis opstået i forbindelse med flere artikler
i Motion Picture World Magazine omkring 1907. Magasinet beskriver i flere artikler
at westerns tager sit afsæt i at fortælle historier, der traditionelt foregår i
den senere halvdel af det 19. århundrede, fra afslutningen af Den Amerikanske
Borgerkrig i 1865 til ca. 1890. Den amerikanske historiker Frederick Jackson Turner beskrev i 1893, med udgangspunkt i resultatet
af folketællingen fra 1890 (U.S. Census of 1890), at ”Grænselandet” (The
American Frontier) ikke længere eksisterede – og med udgangspunkt i dette kan det
tolkes at ”Det Vilde Vesten” definitorisk kun udgjorde en periode på 25 år.
Blandt historikere var og er der dog stadig uenighed om denne teoretiske
definition af ”Det Vilde Vesten”. Frederick
Jackson Turner betegner generelt ”Grænselandet”, som et ”mødested mellem
civilisation og vildskab”. Andre nyere historikere definerer ”Grænselandet”
som en korsvej for kulturer, hvor forskellige befolkningsgrupper kæmpede om land,
ejendom, profit og kulturel dominans. I denne sammenhæng kan tolkningen af
begrebet ”Det Vilde Vesten”, bedst beskrives af filmene selv. I den moderne
western Bad Day at Black Rock (1955) definerede Robert
Ryans figur Reno Smith, perioden på følgende måde: ”Historikerne omtaler
perioden som ”The Old West”, forfatterne som ”The Wild West”,
forretningsmændene som ”The Underdeveloped West”, mens de lokale bare kalder
det ”Our West””. Uanset hvilken tolkning man hælder til, så dækker de over
samme geografiske område og samme tidsperiode perspektiveret fra forskellige
synsvinkler. Da filmens fortolkning af perioden oftest er fiktive eller
pseudo-historiske genfortællinger om livet i ”Grænselandet”, vil perioden
herefter blive benævnt som – ”Det Vilde Vesten”.
Historikeren Richard Slotkin beskriver meget filosofisk, hvorledes myter
blev en markant del af den amerikanske fortælling, som historierne om ”Det
Vilde Vesten” baserer sig på: ”Myter er fortællinger baseret på et samfunds
historie, der gennem gentagelser har tilegnet sig kraften til at symbolisere
samfundets ideologi og dramatisere sin moralske bevidsthed - med alle de
kompleksiteter og modsætninger, som bevidstheden kan indeholde. Over tid er den
originale mytiske historie, som en kilde til fortolkende metaforer, i stigende
grad blevet konventionel og abstrakt gennem hyppige tilbageløb og fortællinger,
indtil den er reduceret til et dybt kodet og gentagne sæt af symboler, ikoner,
nøgleord eller historiske klichéer. I denne form bliver myten en grundlæggende
bestanddel i samfundets sproglige betydning og af både den personlige og
sociale hukommelse. Hver af de mytiske ikoner er i virkeligheden en poetisk mnemoteknisk
konstruktion, som er i stand til at fremkalde et komplekst system af historiske
associationer med ét enkelt billede eller én sætning. For en amerikaner, vil
begrebet ”The Frontier” eller begivenheder som ”Pearl Harbor”, ”The Alamo”
eller ”Custer's Last Stand” fremkalde en implicit forståelse af et specifikt
historiske scenarie og den komplekse fortolkningstradition, der har udviklet
sig omkring det”.
På samme måde forholder en anden historiker Michael Coyne sig til westerns, som en del af den
amerikanske historiske arv: ”Som indbegrebet af amerikansk melodrama, har westerns
været tillokkende og fænomenale. Fra grundlæggelsen af Jamestown i 1607 til
statsdannelsen af New Mexico og Arizona i 1912, er nationens historie gennem 300
år kronologisk blevet beskrevet via rejserne mod vest, bosættelserne og landets
udvikling, og da rejsen var blevet en del af amerikanernes og deres forfædres historie,
appellerede westerns både til den nationale identitet og til den individuelle
arv”. Myterne eksisterede således allerede inden filmens genfortællinger og
skabte en underforståethed om rammerne for fortællingerne i stumfilmenes
univers, således at de obligatoriske ”tekstkort” understøttede filmens
stemninger og følelser.
”Grænselandet” var betegnelsen for den ydre grænse af nye bosættelser. Fra 1630'erne til slutningen af 1880'erne flyttede grænsen sig støt og roligt vestpå. Dog bruges udtrykket ”Det Vilde Vesten” oftest til at beskrive området vest for Mississippi-floden. Dette understøttes blandt andet af beskrivelserne i ”The Frontier Thesis” udgivet af Frederick Jackson Turner fra 1893. Her beskrives ”Grænselandet” også som ”En flugtvej fra fortidens trældom”, hvilket kan være med til at forklare hvorfor historierne og myterne om ”Det Vilde Vesten” er blevet så markant en del af amerikanernes identitet og selvforståelse. Turner skrev også at Atlanterhavskysten i begyndelsen var grænsen for civilisationen og da grænsen bevægede sig mod vest, blev kulturen mere og mere amerikansk og dermed mistede udviklingen af USA stille og roligt sit europæiske kulturelle udgangspunkt. I mit, ikke særligt filosofiske eller videnskabelige univers, er udgangspunktet, at myterne om ”Det Vilde Vesten” starter omkring slutningen af Den Amerikanske Frihedskrig, hvor nybyggerne begyndte at bryde grænsen mellem de 13 etablerede delstater og det forholdsvis ukendte land på den anden side af Appalachebjergene - helt konkret symboliseret ved de ekspeditioner, som blandt andet Daniel Boone stod i spidsen for i perioden fra 1765 til 1775. En vandring mod vest, som blev yderligere forstærket da den amerikanske regering i 1803 købte et stort landområde vest for Appalachebjergene af Frankrig (The Louisiana Purchase). Hvorefter yderligere 200 millioner kvadratkilometer skulle udforskes, besejres og befolkes.
 |
| Frederick Jackson Turner Theodore Roosevelt Buffalo Bill |
Amatør-historikeren og den senere 26. amerikanske præsident Theodore Roosevelt, skrev i perioden 1889-1896 et værk på 4 bind om ekspansionen mod vest - ”The Winning of The West”. Under udarbejdelsen af bind 3, havde Roosevelt en brevudveksling med Frederick Jackson Turner, hvorved de højst sandsynlig havde indflydelse på hinandens synspunkter. Ved verdensudstillingen i Chicago 1893 holdt Frederik Jackson Turner et foredrag, hvor han fremlagde sine synspunkter – i dag kendt som ”The Frontier Thesis”. En af verdensudstillingens store attraktioner med over 6 millioner besøgende var Buffalo Bills Wild West show, som blandt andet inkluderede en genfortælling af Theodore Roosevelts Rough Riders og deres bedrifter i den Spansk-Amerikanske krig. Dermed var 1893 året hvor nogle af tidens store meningsdannere, var med til at skabe grundlaget for at ”Grænselandet” blev opfattet som et sæt af symboler, der ikke var historiske i sig selv, men som gav en forklaring på historien og i den forstand skabte grundlaget til myterne om ”Det Vilde Vesten”. ”Grænselandets” betydning som et mytisk sted begyndte at opveje betydningen af det, som værende et virkeligt sted med egen geografi, politik og kulturer.
Western som genre skildrer, som tidligere beskrevet typisk erobringen af vildnisset, kampen mod naturen, kampen om territoriale rettigheder, interessekonflikter (nybyggere mod indfødte eller farmere mod kvægavlere) og omfatter ofte historien om den ensomme rytter, der i retfærdighedens navn beskytter de undertrykte. Disse scenarier og alle andre tænkelige varianter af fortællingerne om ”Det Vilde Vesten”, er blevet skildret på film siden 1899, hvor de første western-lignende scener blev foreviget på film i Cripple Creek Bar-Room Scene og Poker at Dawson City. Fortællingen i de tidlige westerns, bestod ofte af enkle moralske dilemmaer med meget stilistiske fortællinger, statisk kameraføring og næsten ingen dialog. Op gennem western-filmens historie blev billedet mere ”grumset” med tvetydige dilemmaer. Og efterhånden som den samtid hvori de enkelte film var produceret også blev afspejlet i historierne, udviklede westerns sig løbende til at være historier om en svunden tid – fortalt ud fra den givne samtids problemstillinger. Scenerierne hvori fortællingerne forgik, var generelt ofte barske, øde, utiltalende og omfattede typisk en ranch, en afsides by, en saloon, en butik, en skole og en kirke. Det typiske var, at handlingen foregik i en by eller et distrikt, hvor loven ikke var entydig og hvor civilisationen endnu ikke havde fået fodfæste. Denne fortællestil er stadig fundamentet i mange af de westerns som produceres i vores tid.
Western som genre, arbejder ofte med en skarp opdeling
mellem maskuline og feminine værdier. Maskulinitet forbindes med aktivitet,
mobilitet, eventyr, følelsesmæssig tilbageholdenhed og magt og det feminine
forbindes med passivitet, blødhed, romantik og beskyttelse af familieværdier.
Mens de væsentligste egenskaber, der binder kvinder til hjemmet og
husholdningen, fremstilles nostalgisk i westerns, så repræsenteres det feminine
også som en social styrke, der var en trussel mod maskulin uafhængighed og
dermed som en modpol til det maskuline. Omdrejningspunktet i westerns er ofte
heltenes maskulinitet, der definerer hvad mænd skal og ikke skal. I
fortællingerne fremføres maskulinitet, som en vigtig kilde til stabilitet i en
verden, hvor sammenstødet mellem det vilde og civilisation truer den kulturelle
og sociale orden. Det, der i denne sammenhæng definerer maskulinitet, er ikke
seksuel formåen eller råstyrke, godt udseende eller velformuleret tale, men
evnen til at være ”hårdhudet” i en ubarmhjertig verden. Den mandlige sejhed,
skaber til gengæld også modstridende sociale præferencer. Kombinationen af
evnen til at kontrollere mennesker og situationer, stor viljestyrke, kølighed,
opfindsomhed og selvkontrol er samlet set kvaliteter, der på samme tid både er
beundringsværdige og potentielt anti-sociale. En kombination af kvaliteter, der
passer til både helte og skurke. Dette paradoks har fra starten været et af de
bærende temaer i western-filmens historie. Et paradoks, der til stadighed
skaber variation og dybde i fortællingerne om ”Det Vilde Vesten”.
Fortællingerne er ofte rammet ind i historiske begivenheder.
Et dilemma som ofte er debatteret, er at den faktuelle historie som
udgangspunkt ofte er svær at skildre objektivt eller som det blev sagt i filmen
The Life and Times of Judge Roy Bean (1972) -
”… Maybe
this isn’t the way it was … it’s the way it should have been...”. Som udgangspunkt er det
vigtigt at være bevidst om dette forhold og ikke lade sig vildføre til at tro,
at det man ser på film, er sandheden. Tænk på hvor mange gange historien om Wyatt
Earp og hændelsen i Tombstone er
skildret. Hvilken version er den mest rigtige? Er det overhovedet muligt at
skildre den korrekte version? Det samme gør sig gældende for de mange film om Jesse
James, Billy the Kid,
Wild Bill Hickok, The Alamo-m.fl.
Det eneste som er sikkert er, at alle disse ”historiske” film, dybest set er
baseret på myterne om historisk faktuelle begivenheder og ofte iscenesat som
sådan. Disse pseudo-historiske genfortællinger er dog gennem tiden ofte blevet
betragtet den ”rigtige” historie. Uden nogen forbindelse til specifikke
historiske hændelser, behandlede John
Ford i filmen The
Man Who Shot Liberty Valance (1962)
emnet meget direkte. Omdrejningspunktet i filmen historie var netop
skabelsen af en legende på bekostning af fakta, hvilket påvirkede samfundets
opfattelse af virkeligheden, som var udvidende om de omkostninger, det havde på
de involverede.
En anden vigtig ting i samme forbindelse er, at der i
de tidlige film ofte deltog historiske personer i filmatiseringen af egne
bedrifter; eksempelvis The Bank Robbery (1908) med Al Jennings, Quanah Parker som skuespillere. Wyatt
Earp spillede med i The Half-Breed (1916)
og var samtidig konsulent i Hollywood, for blandt andet Tom Mix, under indspilning af
flere stumfilm om Wyatt selv. Myterne fortæller også at Wyatt under en af disse
film faldt i snak med en af filmens assistenter – Marion Morrison (John Wayne), og dermed
skulle have været en stor inspiration for Wayne i hans senere karriere. Et møde
der dog ikke er dokumenteret. Buffalo Bill spillede sig selv i The Adventures of Buffalo
Bill (1917). William (Bill) M. Tilghman Jr. skrev, instruerede og medvirkede selv i filmen
The Passing of the Oklahoma Outlaws i 1915, der var en protest imod de film hvor Al
Jennings (som Tilghman selv havde anholdt) blev fremstillet som en helt. Emmett
Dalton, der skrev bøger
om sit liv som fredløs, gik ind i filmindustrien, hvor han blandt andet
producerede og portrætterede sig selv i Beyond the Law (1918) og spillede hovedrollen i The
Man of the Desert (1916). Emmett Dalton
skrev i 1931 bogen When the Daltons Rode, der er en selvbiografisk fortælling om Dalton
bandens bedrifter og som blev filmatiseret i 1940. Dermed kan det postuleres at mange af disse
film, også er en del af historien, og at historien både afspejles gennem
myterne og den periode hvori de er filmatiseret samt i høj grad også af de
personer som skaber genfortællingerne.
Fortællingerne og myterne om ”Det Vilde Vesten” blev i nogle
år midlertidigt afbrudt af Den Amerikanske Borgerkrig. Krigen var dog med til
at skabe præmisserne for nye myter, der opstod i årene efter krigens
afslutning, heriblandt myterne om Jesse og Frank James, The Younger Brothers,
George Armstrong Custer, Buffalo Bill m.fl., hvor disse
personers rastløse levevej udsprang af hændelser under og umiddelbart efter
borgerkrigen. Filmatiseringer af fortællinger fra borgerkrigen, er som
hovedregel ikke direkte omfattet af beskrivelsen om ”Det Vilde Vesten”, men kan
være dækket af enkelte film, hvor det giver mening som eksempelvis The
Raintree County (1957), The Beguiled (1971 og 2017),
Free State of Jones (2016) med flere.
Til genren hører også moderne westerns hvor handlingen
foregår udenfor den klassiske tidsperiode, men hvor typer, temaer og historier
er bygget over en typiske western-myte skabelon, disse omfatter blandt andet Bad Day at Black Rock (1955), Brokeback Mountain (2005), Bronco Billy (1980), Comes a Horseman (1978), The Electric Horseman (1979), Giant (1956), Hell or High Water (2016), Hud (1963), Junior Bonner (1972), Lonely Are the Brave (1962), Lone Star (1996), Man in the Shadow (1957), The Misfits (1961), No Country for Old Men (2007), Red Hill (2010), Sukiyaki Western Django (2007), The Three Burials of Melquiades Estrada (2005), Thunderheart (1992), The Walking Hills (1949), Wanda Nevada (1979), Zachariah (1971) med flere.
Historiefortællingen om ”Det Vilde Vesten” har som udgangspunkt sine rødder i lokale amerikanske myter og historier, men er i høj grad også præget af litterære traditioner, som den amerikanske befolknings forfædre tog med sig fra deres hjemstavne i Europa og Asien. Fra tidlig tid omfattede den europæiske litteratur fortællinger om en omvandrende ridder uden sociale bindinger og som levede efter eget æreskodeks. Præcis som det ofte skildres i western-genren. Set i dette lys, kan der også drages ligheder mellem den amerikanske cowboy, den japanske samuraikriger og middelalderens ridder. Eksempelvis var Yojimbo (1961) en tydelig inspiration for både A Fistful of Dollars (1964) og Django (1966), hvor det samtidig skal nævnes at Dashiell Hammetts kriminalromaner The Glass Key og Red Harvest oprindeligt var inspirationen til Yojimbo, mens The Seven Samurai (1954) var inspirationen for The Magnificent Seven (1960). På samme måde har romanen Le Mort D’Arthur af Sir Thomas Malory, angiveligt været inspirationskilde til Shane (1953) og Heinrich von Kleists novelle om 1600-tallets Michael Kohlhaas, blev omsat til en troværdig 1800-tals fortælling med filmen The Jack Bull (1999).
a. Litteratur
Western-filmens rødder stammer fra mange
kilder, der ofte var litterære og baseret på historier fra samtidige forfattere
som James Fenimore Cooper,
Francis Parkman,
Samuel Clemens (Mark Twain),
Bret Harte,
Owen Wister og Zane Grey.
Derudover har overleverede myter om historiske personer, været grundlaget for datidens mange noveller (short-stories,
dime-novels). Historierne blev i stor stil udgivet i blade og aviser og var
efterfølgende en stor inspirationskilde for filmverdenens manuskriptforfattere.
Tidens forfattere var i høj grad også inspireret af tidlige dokumentariske
beskrivelser om nybyggernes liv og trængsler, som eksempelvis historien om Mary
Rowlandsons og hendes børns oplevelser under en 11 ugers kidnapning i 1675;
The Sovereignty and Goodness of God: Being a Narrative of the Captivity and
Restoration of Mrs. Mary Rowlandson, Francis
Parkman's beretning om livet på rejsen mod vest i The Oregon Trail (1849) samt Sarah Raymond Herndons dagbog
om livet i og omkring et prærievogntog, Days on the Road – Crossing the
Plains in 1865.
 |
| Zane Grey Louis L'Amour |
The Prairie (1827) af James Fenimore Cooper, var et af
de tidligste litterære værker, der kan kategoriseres som en western.
Fortællingen var det femte kapitel i fortællingerne om Læderstømpe, der også
inkluderer værker som Pioneers (1823), The Last of the Mohicans (1826),
Pathfinder (1840) og Deerslayer (1841). En anden forfatter, der
tidligt udnyttede populariteten i de eventyrlige fortællinger fra ”Det Vilde
Vesten”, var E.Z.C. Judson (også kendt som Ned Buntline). Judson er også kendt som en af ophavsmændene til ”dime-novels”.
Han skrev utallige historier om ”Det Vilde Vesten” og var til en vis grad
medansvarlig for at skabe legenden Buffalo Bill. Owen Wister, der oplevede ”Det Vilde Vesten”, mens han var på et
restitutionsophold i det sydvestlige USA, skrev romanen The Virginian (1902),
der af mange betragtes som den første rigtige litterære western. Romanen som
øjeblikkeligt vandt kritikernes ros, er en af de mest filmatiserede western-historier.
Klassikere af genren er ofte skrevet af mænd, der rent fysisk arbejdede eller
havde arbejdet som cowboys. En af de mest populære historier var Bransford i
Arcadia fra 1914 (genoptrykt 1917 som Bransford Rainbow Range) af Eugene
Manlove Rhodes, der var tidligere cowboy og spejder. Andy Adams
indarbejdede mange selvbiografiske episoder i hans Log of a Cowboy (1903).
En af de mest kendte og en af de mest produktive forfattere af westerns var Zane
Grey. Zane, der var tandlæge fra Ohio, blev berømt med
klassikeren Riders af Purple Sage (1912), en historie der er filmatiseret utallige gange. I alt skrev Grey
mere end 80 bøger, hvoraf mange blev filmatiseret i 1920’erne og 1930’erne. En
anden populær og produktiv mere nutidig western-forfatter var Louis L’Amour, der næsten udelukkende skrev westerns. Hans
litterære karriere spændte fra starten af 1950’erne til hans død i 1988 og
omfattede titler som; Catlow (1971), Conagher (2001), Crossfire Trail (2001),
Heller in Pink Tights (1960), Hondo and the Apaches (1967), The Quick and the
Dead (1987), The Sacketts (1979), The Shadow Riders (1982), Shalako (1968)
og mange andre historier som gennem tiden har fundet sin vej til filmlærredet
og TV-skærmen.
Western-noveller (Western
Short Stories eller Dime-Novels) var gennem mange årtier den foretrukne læsning
blandt mange amerikanerne. AH Lewis (1858-1914), en tidligere cowboy,
skrev en række populære historier fortalt af ”Old Cattleman”. Stephen
Crane skrev en illustreret klassiker i western-genren: ”The Bride Comes
to Yellow Sky”, der blev udgivet i McClures Magazine i februar 1898, og Conrad
Richter (1890-1968) skrev en række historier og romaner om livet i det
sydvestlige USA. Foreningen The Western Writers of America, dannet i 1952,
fostrede mange western-forfattere, blandt andet Ernest Haycox (1899-1950),
W. M. Raine (1871-1954) – en tidligere Arizona Ranger, der skrev
mere end 80 western-romaner og B.M. Bower (1871-1940) – en kvinde, hvis
talent for realistiske detaljer overbeviste sine læsere om, at hun var en
rigtig cowboy, der skrev ud fra personlige erfaringer. Andre western klassikere
er The Ox-Bow Incident (1940) af Walter van Tilburg Clark, en
historie der, bruger en lynchning som metafor for kampen for retfærdighed, A.B.
Guthrie, Jr.’s The Big Sky (1947) og The Way West (1949), der
fortæller om livet i ”Grænselandet” i begyndelsen af 1840’erne og ikke mindst Larry
McMurtrys hyldest til
livet som cowboy med Lonesome Dove (1985), en historie der vandt den
eftertragtede Pulitzer Prize. Mange western-romaner og -noveller blev ofte
først publiceret i ”pulp magazines” (masseproducerede blade/magasiner af lav
papirkvalitet der solgtes billigt i USA fra slutningen af 1890’erne til
1950’erne), såsom Ace-High Western Stories, Signet Books og Double Action
Western. Magasiner og blade, der alle var dedikeret til udgivelse af historier
i western-genren.
Med western-filmenes store popularitet i 1920’erne og 1930’erne bredte western-genren sig i USA hurtigt til andre medier og radioen var ingen undtagelse. En del historier blev ofte skrevet som radio-drama, før de blev overtaget af film og TV-medierne. Historierne om The Lone Ranger, blev sendt som radio-drama i januar 1933, mens de første film blev produceret i 1938 og TV-serierne startede i 1949.
 |
Brace Beemer som The Lone Ranger |
Andre eksempler er; Death
Valley Days, der
startede som radio-drama i 1930 og som TV-serie i 1952, Gunsmoke startede som
radio-drama i 1952 og som TV-serie i 1955. Omvendt var det dog med
fortællingerne om The Cisco Kid, hvor filmserien med Warner Baxter i hovedrollen
startede i 1939 og radioen tog først serien op i 1942, Have Gun – Will Travel fik først sin
debut som radio-drama i 1958, mens TV-serien startede i 1957. På denne måde,
var der en i periode været en vis synergi mellem film, radio og TV, hvor
producenterne optimerede og tilpassede westerns til de medier, som gav størst
mulig udbredelse og afkast. Op gennem 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne blev de
romantiske samlebåndsproducerede radio-dramaer, film og TV-serier en naturlig
del af medie-forbrugernes hverdag og dannede dermed en stereotyp opfattelse af westerns.
Historierne om ”Det Vilde Vesten” udgøres ikke kun af alle de kendte myter og genfortællinger – men også af alle de dagligdagshistorier, der ofte kun blev gengivet i datidens aviser og nedskrevne familiekrøniker, dagbøger og lignende og som endnu ikke har fundet vej til filmens manuskriptforfattere. Det kan være historier om de mindre glamourøse forbrydere, de anonyme beskyttere af loven, prostituerede med et trøstesløst liv, hårdtarbejdende ingeniører som udforskede landskabet, indianere, der blev udnyttet eller ganske almindelige mennesker, der levede fra dag til dag i en udfordrende verden, hvor de fleste ofte var sig selv nærmest. Der er stadig mange historier som kun venter på at blive fundet og brugt som inspiration til bøger eller film.
c. KunstSamtidig med at ”Det Vilde Vesten”
periodemæssigt, fandt sin afslutning, begyndte filmindustrien at fortælle
historier fra denne umiddelbare nære fortid. Derfor kunne visuelle filmiske
udtryk understøttes af mennesker, som havde oplevet mange af de mytiske og
spændende begivenheder, der var interessante at vise i levende billeder.
Datidens billedkunstnere bidrog på samme måde til at skabe et romantisk billede
af det hårde liv i ”Det Vilde Vesten”. Kunstnere som Alfred J. Miller, Seth Eastman,
George Catlin,
Karl Bodmer,
Thomas Cole,
Karl Wimar,
Albert Bierstadt,
Charles Schreyvogel,
Frederic Remington,
Charles M. Russell, Olaf Wieghorst og senere kunstnere som Maynard Dixon skabte nogle af de mest kendte værker om livet
på kanten af civilisationen. De mest anerkendte; Remington og Russell blev
begge født i 1860’erne og rejste i deres unge år mod vest, hvor de gengav livet
som de så det, ofte kun som sketcher, der senere blev brugt som grundlag for deres
malerier. Russell forlod New Jersey som 16-årig og vendte aldrig tilbage til
østkysten, mens Remington, der som 20-årig flyttede til Montana, ofte rejste
tilbage til New York.
Fra slutningen af krigene mod indianerne i
1880’erne, indtil Remingtons død i 1909 og Russells i 1926, havde kunstnernes
malerier, skulpturer og illustrationer fanget sjælen i det hensygnende ”Vilde
Vesten”. De havde også været med til at forene kunst og litteratur, blandt
andet ved at deres værker blev brugt til at illustrere 1929 genudgivelsen af Owen Wisters The Virginian (1902). Efter
at have trådt i de kunstneriske fodspor af George Catlin,
George Caleb Bingham og Alfred J. Miller,
nød Remington og Russell godt af de traditionelle udstillinger i lokale saloner
og gallerier. Men efterhånden som deres værker blev gengivet i bøger, magasiner
og aviser, blev de langsomt også internationalt kendt for deres kunst og hermed
fik også filmskaberne øjnene op for deres skildringer af livet i ”Det Vilde
Vesten”. I 1920’erne, knyttede Russell, efter længere tids ophold i
Californien, venskaber med flere af Hollywoods producenter, instruktører og
skuespillere, herunder John Ford,
Will Rogers og Harry Carey Sr. Ford, der blev ven af Russell gennem Carey,
var som mange andre i Hollywood, stærkt inspireret af Russells, Remingtons og
Schreyvogels kunst. Generelt påvirkede disse kunstnere, filminstruktører og
filmproducenter i så høj grad, at studierne ansatte hundredvis af kunstnere som
storyboard illustratorer med henblik på at præge en produktion i retning af den
verden som billedkunstnerne havde dokumenteret i slutningen af 1900-tallet.
En hyldest til den klassiske billedkunst kan blandt andet ses direkte i to
store film, Monte Walsh (1970) og El Dorado (1966),
film, der brugte skitser af Remington, Russell og Wieghorst som baggrund i filmenes indledende
krediterings billeder.
 |
Aiding
a Comrade - Frederic Remington (1890) |
 |
Red Butte with Mountain Men - Maynard Dixon (1935) |
Kunst er dog ikke kun
billeder. Kunstnere har gennem årene, skabt mange skulpturer til hyldest af
personer eller hændelser fra ”Det Vilde Vesten”, skulpturer som er spredt
udover hele USA's byer og de mange museer. Et af de kunstværker, der bedst
udtrykker afslutningen på ”Det Vilde Vesten”, som periode og nok er et af de
mest symbolske værker i forhold til de indfødtes skæbne. Bronzeskulpturen End
of The Trail lavet af James Earle Fraser i 1918, er
baseret på oplevelser og samtaler Fraser havde i Dakota Territory i 1894.
 |
End of the Trail - James Earle Fraser (1918) |
Beretningerne om ”Det Vilde
Vesten” er på mange måder meget symbolsk, lige fra beskrivelser af de
storslåede landskaber til beretningerne om cowboys og indianere. Fotografiet,
som en forholdsvis ny teknologi i 1800-tallet, kunne fastholde virkeligheden på
en måde som malerier ikke kunne – og blev derfor et vigtigt medie i den
mytologiske beretning.
Opfundet i 1839 var
fotografering en ny teknologi og et forholdvis udstyrskrævende erhverv. Før et
billede kunne optages, måtte fotograferne forberede en glasplade med kemisk opløsning.
Når pladen var blevet brugt til optagelse (eksponeret med lys), skulle den
fremkaldes i et bærbart mørkerum. De fotografer som rejste rundt i landet havde,
udover udstyr, ofte forsyninger med til flere måneder. Udstyr og forsyninger
blev transporteret af muldyr og omfattede flere hundrede glasplader i
forskellige størrelser, hvoraf nogle vejede op til to kilo hver. Så det var
ikke noget nemt arbejde af være udøvende fotograf i 1800-tallet. Ligesom
datidens kunstmalere var mange fotografer optaget af filosofierne bag Manifest
Destiny og Transcendentalisme. I løbet af 1800-tallet skiftede trenden fra at
gengive et romantiseret billede af virkeligheden til at være mere
dokumenterende. Udover en stor del private fotografer, som bosatte sig i byer
rundt om i landet, begyndte mange officielle instanser (Bureaus of Land
Management, The Signal Corps, The Geological Survey, Indian Affairs med flere),
at ansætte og udsende fotografer til at dokumentere begivenheder og livet
generelt i forhold til jernbanerne, militæret, minedrift og ikke mindst blandt de
indfødte. Dokumentationen gennem fotografierne er blevet en vigtig kilde til
historien om ”Det Vilde Vesten” og har samtidig været inspirationskilde til
genfortællingen.
 |
Nybyggerfamilie i Loup Valley, Nebraska - fotograf ukendt (1866) |
En del af disse fotografer skilte sig ud fra mængden ved deres ihærdighed og professionalisme. Heriblandt var landsskabsfotografen Carleton Watkins, der i 1861 tog en række billeder i Yosemite Valley. Billeder, som var med til at overbevise præsident Lincoln om at Yosemite Valley skulle beskyttes og banede dermed vejen til den fremtidige status som Nationalpark. Watkins er mest kendt for sine landskabsbilleder og en del af han billeder er endda bevaret i stereoskop format, som var et populært format med to sidestillede billeder, som gav beskueren en 3D effekt, når de blev set gennem et specielt håndholdt apparat. Desværre blev alle hans negativer ødelagt i den store brand i San Francisco i 1906. Flere andre fulgte i Watkins fodspor og William Henry Jacksons storslåede billeder fra Yellowstone, var ligeledes afgørende for at Yellowstone udpeget som USAs første Nationalpark i 1872. Timothy O’Sullivan dokumenterede slagmarkerne under Den Amerikanske Borgerkrig og blev officiel fotograf på en af de store amerikanske videnskabelige ekspeditioner, der undersøgte USA på tværs (Clarence King’s Geological Survey of the Fortieth Parallel) fra 1867 til 1872. Et af O’Sullivans landskabsbilleder fra Canyon de Chelley er af Ansel Adams senere betegnet som ”… et af de mest ekstraordinære fotografier der nogensinde er taget i Amerika”.
Landskaber var dog ikke det eneste markante når fotograferne
tog billeder i ”Det Vilde Vesten”. Mennesker og begivenheder skabte liv i
landskabet og byerne. Gennemgående for de fleste fotografer var dog, at de
primært var aktive under og efter Den Amerikanske Borgerkrig. Mathew B.
Brady startede sin karriere med at dokumentere
krigen, soldaterne og ikke mindst kendte militærpersoner, som eksempelvis general
Ulysses Grant. Brady er ofte blevet krediteret for at være en af
fotojournalismens ophavspersoner.
 |
Mathew Brady med vogn og medarbejdere i Virginia under borgerkrigen
(1864) |
Frank Jay Haynes, der oprindeligt var studiefotograf,
blev i 1876 hyret som fotograf af Northern Pacific Railroad og fik dermed
mulighed for at dokumentere udviklingen i det nordvestlige USA. Udover at
fotografere den spektakulære natur, dokumenterede Haynes med sine billeder de
ændringer som jernbanen og mineindustrien havde på landskabet.
En anden rejsende fotograf var David Francis Barry. Mellem 1878 og 1883
rejste Barry utallige gange til Fort Buford og Fort Yates i Dakota-territoriet
og til Fort Assiniboine i Montana. Undervejs på sine mange rejser tog han
utallige fotografier af indfødte fra Lakota-stammerne, heriblandt Sitting
Bull, Rain-in-the-Face,
Gall (Phizi) og John Grass. I 1883 vendte Barry tilbage til byen Bismarck,
hvor han drev et atelier og et galleri, her etablerede han også et venskab med Buffalo
Bill og fotograferede flere af medlemmerne i hans
Wild West Show. Mange af Barrys billeder betragtes i dag som ikoniske symboler i
visualiseringen af ”Det Vilde Vesten”.
Laton Alton Huffman fungerede som postfotograf på Fort Keogh i
Montana området. Hoffman ankom til Montana to år efter Slaget ved Little
Bighorn i 1876 og er kendt for sine billeder af de indfødte. Hans arbejde
omfattede udover portrætter af indfødte også kendte mennesker som Calamity
Jane. En del af hans billeder
skildrer dagligdagen blandt bosættere omkring hans hjem i Montana og viser de
store bisonflokke før jægerne begyndte at udrydde dem.
Camillus Sydney ”Buck” Fly (C.S. Fly) og hans kone Mary ”Mollie”
E. Goodrich, der også var fotograf, flyttede i december 1879 til Tombstone,
hvor de etablerede et fotostudie i et telt. I juli 1880 åbnede de et pensionat
og et studie kaldet Fly Gallery på bagsiden af bygningen i Fremont
Street 312. Selvom Fly var i den unikke position at den berømte O.K. Corral
skudduel foregik lige ved siden af hans studie, hvor han i øvrigt selv
afvæbnede den døende Billy Clanton, tog han ingen billeder
efter skyderiet. I marts 1886 ledsagede han general George Crook til Canyon de Los Embudos, hvor Crook
forhandlede med Geronimo om overgivelse. Fly blev berømt for sine
fotografier, ikke kun fra forhandlingerne, men også af Geronimo og hans
stamme, som han tog den 25. og 26. marts 1886.
 |
Geronimo, hans søn Chappo og to menige krigere - C.S. Fly (1886) |
Mange fotografer blev ansat til at følge og dokumentere forskellige ekspeditioner i slutningen af 1800-tallet. En af de mest fremtrædende og mest anerkendte var Edward S. Curtis. Efter at have taget billeder i de nordvestlige dele af USA, blev han hyret til at deltage i en ekspedition til Alaska, hvor han struktureret dokumenterede de indfødte og deres liv. Hans mål var ikke bare at fotografere, men også at dokumentere så meget af de indfødtes traditionelle liv som muligt, før deres levevis forsvandt. Gennem sin karriere tog han over 40.000 fotografier af medlemmer i over 80 stammer. Han registrerede stammefortællinger og historier, og han beskrev traditionelle fødevarer, boliger, beklædningsgenstande, ceremonier og begravelsesskikke. Derudover lavede Curtis over 10.000 vokscylinderoptagelser af indiansk sprog og musik og dermed leverede Curtis et enestående bidrag til eftertidens forståelse af de indfødtes liv.
En anden fremtrædende fotograf, der både lavede landskabsfotografier, portrætter og dokumenterede begivenheder, var John C. H. Grabill. Grabill, der var officiel fotograf for Black Hills and Fort Pierre Railroad og The Homestake Mining Company i South Dakota, er mest kendt for sin mange billeder taget i South Dakota og Wyoming i slutningen af 1800-tallet. Portrætfotografen Herman Heyn, der havde sit studie i Omaha, Nebraska, tog i 1898 og 1899 over 500 portrætter af indfødte, som primært var Sioux. Mange af billederne af de indfødte blev taget efter at de var blevet detroniserede og deporteret til reservater, hvilket man også kan fornemme i mange af billederne.
 |
Chief Little Wound - Herman Heyn (1899) |
Et af de andre store symboler på ”Det Vilde Vesten” var
Cowboyen. Erwin E. Smith tog, i starten af 1900-tallet, actionfyldte
billeder af cowboys og ranch-livet, som var en illustrativ generalisering af ”cowboy-kulturen”.
Smith brugte flere somre på at fotografere livet på kvægfarme i den vestlige
del af Texas og dele af New Mexico og Arizona. Hans mål var at gøre med sine
billeder, hvad blandt andet Charles
M. Russell gjorde med sine malerier: at bevare en
følelse af dokumentarisk realisme ved at være sandfærdig i sit arbejde skabt på
en kunstnerisk tiltalende måde.
 |
Fighting It Out - Erwin E. Smith (1909) |
I denne sammenhæng er det også naturligt at nævne en af de
store fotograf-pionerer, der banede vejen til de levende billeder. I hans
tidlige år var Eadweard Muybridge kendt for sine landskabsbilleder, sine
portrætter af Tlingit-stammerne i Alaska og dokumenteringen af Modoc-krigen i
1873. I 1880'erne begyndte han at eksperimentere med serier af billeder, som
viste dyr og mennesker i bevægelse. Hans fotoeksperimenter begyndte i 1878, da
han opsatte en række kameraer efter hinanden og lod et dyr udløse dem da den
løb forbi. Hans øjebliksbilleder beviste blandt andet at en hest i galop har
alle 4 ben oppe fra jorden samtidig. Muybridge opfandt også zoopraxiskop
(zoetrop), en indretning, der viste levende billeder og som var forløberen for
film af celluloid, en teknik som i mange år blev brugt af biografer.
 |
Animal Locomotion, plate 700 - Eadweard Muybridge (1887) |