Westernfilmens historie

a.   Genrer

Som alle andre filmgenrer opstår der undergenrer, afhængig af den enkelte forfatters og instruktørs vinkel på en historie, eller historien selv. Genren opdeles ofte i en del undergenrer, der typisk tager udgangspunkt i en specifik visuel fortælleform eller et specifikt tema-univers som for westerns eksempelvis er; Klassiske westerns, Episke westerns, Musik-westerns, Euro-westerns, Noir-westerns, Moderne westerns, Revisionistiske westerns, Western-komedier samt Science Fiction og Horror-westerns. I mit western-univers er ikke alle undergenrer lige seværdige og interessante.

Klassiske westerns. Ofte kaldes perioden fra 1939 til starten af 1960’erne for de klassiske westerns periode. Det startede i 1939, da westerns blev anerkendt som en seriøs filmgenre med stærke westerns som Stagecoach, Jesse James, Dodge City, Drums Along the Mohawk, Union Pacific, Man of Conquest og endte mere eller mindre i 1962 med film som The Man Who Shot Liberty Valance og Ride the High Country, der begge var film som på hver sin måde beskrev en verden i forandring, hvor de gamle dyder måtte vige for nye. Fortællemæssigt fokuserede de klassiske westerns på en stærk egenrådig helt, der gik meget igennem inden han besejrede det onde. Hvilket var en udpræget romantisering af livet i 1800-tallets USA, hvor de gode altid vandt til sidst.

Den episke western er historier som ofte foregår over flere tidsperioder som eksempelvis The Covered Wagon (1923), The Iron Horse (1924), Red River (1948)), The Big Country (1958), Cimarron (1960), How the West Was Won (1962), Dances with Wolves (1990) og Brimstone (2016) samt selvfølgelig Giant (1956), som dog af mange ikke betragtes som en western, men mere som en moderne episk western, da den netop indeholder mange elementer fra den klassiske western, men hvor handlingen dog primært foregår uden for den klassisk definerede periode for westerns.


Musik-westerns (Western-Musicals, Singing Cowboys, Horse Operas) var typiske western historier, hvor musik og sang var med til at drive handlingen frem. Filmene var produceret på lave budgetter og havde ukomplicerede historier, der både kunne foregå i nutiden og i ”Det Vilde Vesten”. Denne form for westerns blev ofte brugt til at profilere datidens sangstjerner visuelt for et bredt publikum. Sangere som Ken Maynard, Gene Autry, Roy Rogers, Tex Ritter, Dorothy Page, Rex Allen og Eddie Dean havde stor succes i denne genre fra 1930’erne til 1950’erne. Derudover gjorde musicalstjerner som Howard Keel og Doris Day også deres indtog i western-musicals som Show Boat (1951) og Annie Get Your Gun (1950).

Euro-westerns (Spaghettiwesterns) opstod i kølvandet på en vigende amerikansk produktion af westerns, hvor man i Europa så en mulighed for at producere lav-budget film med henblik på at tilfredsstille det europæiske filmpublikum, hvor der stadig var interesse og efterspørgsel efter genren. Produktionen af disse film startede i begyndelsen af 1950’erne i Spanien, Frankrig, Italien og Tyskland med film, som ofte havde amerikanske B-skuespillere som trækplaster, herunder blandt andet Clint Eastwood, Lee Van Cleef, Eli Wallach, Charles Bronson, Lex Barker, Stewart Granger, Gordon Scott, Richard Harrison, Hunt Powers, Mark Damon, Robert Woods, som derigennem fik et løft i deres western-karriere. Samtidig fik en hel del ikke-amerikanske filmskabere og skuespillere deres gennembrud gennem disse film som eksempelvis Sergio Leone, Sergio Corbucci, Ennio Morricone, Tonino Valerii, Giulio Questi, Giorgio Capitani, Damiano Damiani, Sergio Sollima, Franco Nero, Gianni Garko, Giuliano Gemma, Terence Hill, Bud Spencer, Anthony Steffen, Gian Maria Volonté, Anthony Ghidra, George Hilton, Peter Lee Lawrence, Tomas Milan, Klaus Kinski… og mange, mange flere.


Succesen i Europa tog rigtigt fart med Karl Mays Winnetou historier i 1963 og Sergio Leones Dollar-trilogi, og blev starten på en strøm af masseproducerede spanske og italienske westerns – hvor konceptet var en del anderledes end de amerikanske. Filmene var på samme tid kyniske og stilfulde, blodige og barokke. Euro-westerns erstattede regelrette sheriffer og modige cowboys - med amoralske antihelte, hvis morderiske metoder var direkte chokerende for Hollywood. Fortællingerne var ikke som i Amerika, baseret på historiske myter og sammenhænge, de tog derimod udgangspunkt i rammerne for det univers som de amerikanske film havde skabt og lavede deres egen fortolkninger. Filmene hyldede volden for voldens skyld og som årene gik, blev volden mere og mere ekstrem og overdrevet. Mange af disse film fandt også deres vej til det internationale marked, hvor den lokale dialog blev synkroniseret til engelsk. Euro-westerns havde deres storhed i 1960’erne og stagnerede med introduktionen af western-komedier som Trinity og Nobody filmene, med Terence Hill og Bud Spencer i slutningen af 1970’erne. I nyere tid har den amerikanske filmmager Quentin Tarantino lavet en hyldest til denne undergenre med produktionen af Django Unchained (2012), i hvilken den oprindelige Django-skuespiller Franco Nero, har en cameorolle.

Noir-westerns. Film noir er en filmgenre eller en visuel stil, der ofte forbindes med kriminalfilm, hvor handlingen har en dyster og tung stemning, og hvor filmens personer lever i en kynisk og usympatisk verden. Som udgangspunkt ser westerns ud til at ligge langt væk fra film noir. Hollywood har dog haft en tendens til at forsøge at gentage sine succeser. Så da film noir var på sit højeste i 1940'erne, var det næsten uundgåeligt, at noir-teknikker og -motiver ville finde deres vej til andre populære genrer, herunder westerns. Da flere af disse nye noir inspirerede western-film også fik succes, inspirerede de til endnu flere, og noir-western som undergenre blev en realitet.

En del westerns kan inden for denne definition tolkes som noir-westerns, herunder film som Blood on the Moon (1948), Colorado Territory (1949), Day of the Outlaw (1959), The Furies (1950), The Gunfighter (1950), The Ox-Bow Incident (1943), Pursued (1947), Rancho Notorious (1952), Ramrod (1947), Rimfire (1949), Station West (1948) og The Walking Hills (1949), er blot nogle af de mere anerkendte eksempler på westerns med noir-elementer. Herudover kan tilføjes at Anthony Manns samarbejde med James Stewart over 5 film, som eksempelvis The Naked Spur (1953) samt John Fords The Searchers (1956) der også kan kategoriseres som noir-westerns.



Moderne westerns eller Neo-westerns forgår handlingsmæssigt udenfor den klassiske tidsperiode, men er karakteriseret ved at handling og personer omfattes af typiske western temaer og fortællinger. Bad Day at Black Rock (1955), The Giant (1956), Hud (1963, Junior Bonner (1972, Lone Star (1996), No Country for Old Men (2007), Hell or High Water (2016) og When The Legends Die (1972), er nogle få eksempler på hvorledes western fortællingerne kan overføres til et nutidigt set-up.

Den revisionistiske western udfordrer de klassiske fortællinger om ”Det Vilde Vesten” ved blandt andet at fortælle historierne ud fra mere realistiske vinkler; indianere og mexicanere, der typisk var gengivet som onde eller svage, blev vist mere sympatiske og positive og kvinder fik mere fremtrædende og karakterstærke roller. Allerede i 1950’erne startede denne trend med film som Broken Arrow (1950), Westward the Women (1951) og The Last Wagon (1956) og tog fart i 1960’erne hvor filmene også indeholdt samtidige samfundskritiske elementer som en del af handlingen; Ride the High Country (1962), The Wild Bunch (1969), Cat Ballou (1965), Little Big Man (1970), McCabe & Mrs. Miller (1971), Heaven's Gate (1980) og Dances with Wolves (1990) er typiske eksempler på dette.

Western-komedier har eksisteret siden stumfilmenes dage. Westerns har, som alle andre filmgenrer, løbende har været genstand for komiske og satiriske kommentarer – ikke kun på film men også i TV-serier. Gode eksempler indenfor film er: Out West (1918), Go West (1925), Way Out West (1937), Destry Rides Again (1939), Go West (1940), The Paleface (1948), Calamity Jane (1953), Pardners (1956), McLintock! (1963), Carry on Cowboy (1965), Big Deal in Dodge City (1966), Support Your Local Sheriff! (1969), Support Your Local Gunfighter (1971), Cat Ballou (1965), The Ballad of Cable Hogue (1970), They Call Me Trinity (1971), My Name is Nobody (1973), Blazing Saddles (1974), Goin’ South (1978), The Frisco Kid (1979), Three Amigos (1986), Rustlers' Rhapsody (1985), City Slickers (1991), Maverick (1994), Shanghai Noon (2000), The Good, The Bad, The Weird (2008), Rango (2011), A Million Ways to Die in the West (2014) og senest The Ballad of Buster Scruggs (2018) er bare nogle af de film, der har taget western-genren under kærlig og respektfuld humoristisk behandling.


Derudover er der en del undergenrer, som benytter western-genren som udgangspunkt for fortællinger i andre genrer; Science Fiction-westerns - Cowboys & Aliens (2011), Westworld (1973) samt TV-serien Westworld; Horror westerns - 1313: Billy the Kid (2012), Billy the Kid Versus Dracula (1966), Brimstone (2016), Dead in Tombstone (2013), Gallowwalkers (2012), Purgatory (1999), The Rawhide Terror (1934) og The Wind (2018).

b.   Westerns gennem tiden

Som beskrevet tidligere, eksisterede der ikke bare ét ”Det Vilde Vesten” og dermed heller ikke bare én slags western. Western-filmens stil og indhold har gennem årene ændret sig flere gange, dels for at imødekomme publikums ønsker, præferencer og efterspørgsel og dels filmindustriens ideer og tekniske udvikling gennem årene. En forståelse for hvordan og hvornår westerns har udviklet og ændret sig vil give en bedre forståelse for de enkelte films udtryk og indhold.

Selvom western-film har været meget populære gennem hele filmhistorien, er genrens udbredelse og betydning mindsket siden slutningen af 1960'erne. Fra at være en af de mest populære film genrer i første halvdel af det 20. århundrede, med i gennemsnit 100-150 film om året til en produktion af kun et par håndfulde.

De følgende afsnit kan læses i sin helhed i bogen (ISBN 9788743057345)

Stumfilm – Western-filmen tager sit afsæt

1930’erne – Tale- og musikfilm, B- og serie-westerns

1940’erne – Balancen ændres mellem A- og B-westerns

1950’erne – Politik, fjernsyn og uafhængighed

1960’erne – Traditionerne ændres

1970’erne – De revisionistiske westerns

1980’erne – Et katastrofeårti

1990’erne – Et comeback

2000’erne – Et nyt årtusinde, et nyt håb?

2010’erne – Blandede bolsjer

2020'erne - Nålen i høstakken